Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Dårlige topledelse er skyld i 95% af problemerne i danske virksomheder

Foto: Wikimedia Commons/Hashoo Foundation USA
Af
Bo Thomsen
Mandag, 25. April 2022

Derfor tilbyder konsulenthuset Central Resources And Personnel (CRAP) en komplet løsning til firmaer med ledelsesmæssige udfordringer.

Ifølge CRAP skyldes 95% af de problemer, der eksisterer på de danske arbejdspladser dårlig ledelse på direktørniveau.

Derfor har CRAP udviklet et produkt til den selvbevidste CEO, der ikke kan overse sin egen inkompetence.

Løsningen hedder Management As A Service (MAAS).

Virksomheder der køber den nye MAAS service, vil få stillet et middelmådigt direktionsteam til rådighed, placeret i en af flere spændende offshore lokationer.

Tidsforskellen mellem Danmark og offshore lokationen vil typisk være enorm og på den måde fremme kommunikationen mellem direktionen og onshore medarbejderne.

Ydermere kan MAAS kunder se frem til en hyppig og forfriskende udskiftning i direktionssteamet, da konsulenterne i offshore teamet ofte skifter job.

Det måske bedste salgsargument er det faktum, at den gennemsnitlige resource CRAP leverer, får 66% mindre i løn end en tilsvarende resource i Danmark.

Man kan med andre ord få 3 offshore direktører for det samme, som man ville betale for én tilsvarende dansk direktør.

CRAP direktør Lars Lie Ghlad mener at netop lønniveauet gør den store forskel.

Gentagne undersøgelser har vist os at jo flere direktører, der deltager i beslutningsprocessen, des mere effektiv bliver den, fniser Lars Lie Ghlad.

Lars Lie Ghlad mener, at især de store softwarehuse, der leverer it-projekter til staten, vil få et målbart kvailitativt løft ved at tilkøbe MAAS.

CRAP tilbyder også en tjeneste designet til at hjælpe mellemledere, der gerne vil højere op i hierakiet, uden nødvendigvis at have den nødvendige formidlingsteknik. Denne service hedder BAAS eller Bullshit As A Service.