Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

DSB sætter billetpriserne vanvittigt højt i forsøg på at undgå passagerer

Foto: Wikimedia Commons/RhinoMind
Af
Bo Thomsen
Tirsdag, 15. Februar 2022

Statsbanerne er trætte af den lave indtjening som den overflødige persontranport resulterer i.

Derfor har DSB planer om gradvist at introducere PostNord modellen, og fordoble billetprisen hver fjerde uge indtil udgangen af året.

DSB håber dermed at få folk til at undlade at rejse rundt i landet, for som direktør Gerhardt Grådig formulerer det, så er det jo i disse tider med både Zoom, Facetime og Quickbreve slet ikke nødvendigt at rejse.

Derimod bestiller befolkningen i stigende grad varer fra fjerntliggende steder som Kina, USA og Bornholm, og det er den lukrative transport af disse varer DSB vil fokusere på.

Således vil en enkeltbillet fra København til Århus ved årets udgang koste 1.757.413.376 kroner. Hvis man vil reservere plads i toget stiger prisen til 1.883.242.496 kroner.

Det betyder at DSB er sikret et komfortabelt overskud hvis blot én enkelt person rejser med toget i December 2022.

Rejsende vil stadig have mulighed for at købe de såkaldt orange billetter, der dog ikke længere er billigere end andre billetter. Orange billetter har fået navnet fordi DSB forventer, at det er den farve rejsende får i hovedet når de ser prisen.