Fredag 6. December 2024

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

Herlevs flotteste udsigt kåret

Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Lørdag, 10. Februar 2024

Indbyggerne i Herlev har talt

Foreningen Herlev Foto og Fingermaling bad i en nyligt afholdt konkurrence borgerne i byen om, at indsende deres bud på byens bedste udsigt.

Af de mange tusinde billeder blev indsendt fremstod ét som exceptionelt, både hvad angår motiv og lyssætning.

Billedet er taget på Hyrdindestien mod vest og portræterer både Frimærket og de nye boliger på toppen af Bymidtecentret.

Bjarke Blindh er en af de borgere, der har stemt på fotoet og han er betaget, ikke bare af motivet, men også den stærke historie billedet fortæller.

Arkitekturen i billedet minder mig så meget om de smalle hyggelige gader man finder i de små provinsbyer i Provence eller Toscana. Man kan i billedet se hvor dyb en respekt for Herlevs kultur og historie bygherrerne bag den nye bymidte har haft. Erhvervstårnet er jo en konstruktionsmæssig præstation ikke bare for Herlev, men hele verden og er helt på linie med Burj Khalifa.

Sanne Stavnhsbundet, der bor på Hyrdindestien, mener også at billedet er en vinder og hun er overordentligt tilfreds med sin nye udsigt.

Jeg drog et lettelsens suk da de rev det skrækkelige gamle posthus ned og byggede de nye høje boliger på frimærkegrunden og Erhvervstårnet. Min familie og jeg har altid hadet solen, specielt om aftenen, hvor den dag ud og dag ind påtvang os dens uvelkomne lys og varme. Nu har vi udsigt til fremtiden, der fra vores terrasse ser rimelig dunkel ud.

Byrådsmedlem Henrik Hilleberg har også stemt på billedet og han er ovenud tilfreds med afgørelsen.

Jamen det er jo så smukt! Se lige den udsigt der... Hverken skæmmet af træer eller buske eller andet affald. Jeg ville satme godt nok aldrig selv bo der selv, men smukt det er det.