Pålideligt Usande Nyheder

Fredag 11. September 2026

Herlev: Nyt menneskehegn deler vandene

Hegnet er næsten usynligt på afstand og er derfor markeret med en rød ellipse med teksten "Rød". Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Fredag, 28. August 2026

I et forsøg på at stoppe fodgængere i at krydse Herlev Hovedgade ved Farfars grill, har kommunen opført et hegn som skal sørge for, at fodgængere benytter fodgængerfeltet i krydset ved Ringvejen.

Det tidligere hegn bestod af tre sytråde, der ingen nævneværdig effekt havde på de personer, der tager det som en udfordring at krydse seks vejbaner i tæt trafik, med tre poser dagligvarer og en barnevogn.

PostulatPostens reporter har interviewet chefen for center for trafiksikkerhed, Karl Kejle, der mener at den nye løsning er optimal.

- Vi har konstrueret en uigennemtrængelig barriere. Herlevs svar på Trojas mure. Ingen kan komme forbi, henover eller nedenunder - slet ikke ved det stykke autoværn der står mellem hegnene og deler dem, som Moses ved det røde hav.

Men hvad tror I der sker når den uigennembrydelige forhindring møder mod den ustoppelige kraft der er et menneske, der hellere end gerne vil risikere liv og lemmer, for at slippe for at gå de ekstra 30 meter ned til fodgængerfeltet?

- Jeg kan ikke se et scenarie hvor den situation kan opstå. Det er sundt at gå, og der er ikke så langt ned til fodgængerfeltet. Mon ikke vi får reformeret borgerne?

PostulatPosten har spurgt Søren Stehjl, der én af de borgere der konsekvent har krydset vejen før fodgængerfeltet, om han savner genvejen.

- Det gør jeg bestemt. For mig handler det ikke om at spare et par sekunder, men om frihed, lighed og broderskab. Det er vigtigt at vi ikke opdeler trafikanterne i grupperinger, for så opstår der hurtigt et hierarki. Bilister, cyklister og fodgængere er alle ligeværdige og derfor skal jeg som fodgænger have ret til at benytte vejbanen, hvis jeg har lyst til dét. Jeg gør det i hvert fald ikke fordi jeg ikke gider gå 30 meter længere, og vente op til 60 sekunder på en grøn mand.

Søren fortæller, at han også bruger vejbanen – eller gågaden som han kalder den - andre steder.

- Nogle gange når jeg går rundt midt ude på vejbanen og der kommer en bil, så kan jeg godt finde på at sætte tempoet lidt ned og give chaufføren et udfordrerne blik. Sådan på en ”jeg-går-her fjols, og hvad vil du gøre ved det, køre mig ned?” -agtig måde. Så slingrer bilen og undgår mig lige akkurat, og så føler jeg at jeg lever!