Pålideligt Usande Nyheder

Fredag 17. April 2026

Herlev: Byfornyelse på Bangs Torv – PFA-bygning skal sprænges bort

På grund af at sprængningen er så præcis, er sikkerhedsafstanden blot 50 centimeter. Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Søndag, 5. April 2026

Bangs Torv bliver som et led i den igangværende byfornyelse i denne tid ryddet for at gøre plads til et nyt flot boligbyggeri.

I den forbindelse skal flere eksisterende bygninger rives ned, blandt dem PFA-bygningen på hjørnet af Herlev Ringvej og Herlev Hovedgade.

Et stykke Herlev historie

Bygningen blev opført omkring år 1300 af den siddende vikingekonge Hjalmar Betonfundament, og har op gennem tiden været hjemsted for så forskellige virksomheder som en vikingehjelmshornfabrik, et kanonkuglestøberi, en tombolatilbehørsforhandler og seneste pensionsselskabet PFA.

Den er opført i højgotisk stil i røde teglsten, dog uden de for stilen karakteristiske elementer som spidsbuer og farvet glas.

Kontrolleret sprængning

Bangs Torv kommer til at leve op til sit navn, da entreprenøren har valgt at rive bygningen ned med sprængstoffer.

Ifølge firmaet LH Hockerup A/S er det både en effektiv og rigtig sjov måde, at foretage nedrivning på.

Teknisk set er der tale om en såkaldt implosion, hvor bygningen falder ind i sig selv. Man benytter en ny type sprængstof, der fuldstændig pulveriserer bygningen helt ned på det atomare niveau, så den komprimeres til kun at fylde 3 containere. Det letter bortskaffelsen betydeligt, selvom hver container vejer over 1000 tons.

Naboer glæder sig

Karen Khaos der bor i boligblokken overfor glæder sig til sprængningen.

- Det bliver rigtig spændende at se. Det er lang tid siden jeg har fået et ordentligt knald (at høre red.).

Desuden glæder Karen sig til endelig at få solnedgangen at se, selvom det er en stakket frist, da de nye bygninger bliver højere end de nuværende.

Læs mere:

Bangs Torv bliver som kommunen vil det

Planen for Bangs Torv afsløret - Herlev får sit eget rumfartscenter