Fredag 6. December 2024

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

Regeringen afskaffer bustrafikken på grund af skyhøje brændstofpriser og indsætter istedet cykelbusser

Foto: inyucho on Flickr
Af
Bo Thomsen
Onsdag, 16. Marts 2022

Det er klima- og energiminister Dan Jørgensen, der er arkitekten bag den nye ordning.

Ministeren udtænkte den revolutionære ordning søndag morgen efter en bytur, hvor han efter eget udsagn, ikke var mere end almindeligt stiv.

Ordningen betyder, at fra imorgen erstattes samtlige busser, der kører på fossile brændstoffer, i hele landet med såkaldte cykelbusser.

Cykelbusserne er blandt andet kendt fra Amsterdam, hvor stangstive turister cyklede rundt i gadebilledet, mens de drak alkohol og hørte høj musik.

Og selvom der i de nye danske cykelbusser hverken bliver serveret alkohol eller spillet musik, kan passagererne feste med tanken om, at transportere sig selv og andre på en bæredygtig og ansvarlig måde.

Der kan være tilfælde hvor der ikke er nok passagerer til at drive cykelbussen. I disse tilfælde venter chaufføren blot til der ankommer flere passagerer, hvilket i randområderne må påregnes at føre til mindre forsinkelser på op til en uge.

Hele regeringen står bag Dan Jørgensen. Blandet andre er Sundhedsminister Magnus Heunicke begejstret for de nye cykelbusser.

Det er aldeles genialt. Ikke blot vil det give de luddovne pendlerne en omgang hårdt tiltrængt motion, men det vil også spare miljøet for en masse CO2, udtaler han, mens han fniser af en forbipasserende overfyldt bus og stiger ind i en taxa.

Også Statsminister Mette Frederiksen er overordentlig positivt stemt overfor ordningen.

Som situationen ser ud nu må vi alle bidrage. Den enkelte dansker må stille personlige hensyn til side og lade bilen stå i garagen for fællesskabets skyld. Det er den eneste måde vi sammen kan få nedbragt vores forbrug, udtaler Mette Frederiksen fra bagsædet af sin ministerbil.