Søndag 9. Februar 2025

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

Kaare Dybvad Bek indespærret i bedste Lars Findsen stil

Foto: News Øresund
Af
Bo Thomsen
Mandag, 1. Januar 2024

Udlændinge- og integrationsministeren har hentet sine børn for tidligt og derved bragt skam over regeringen

Kaare Dybvad Bek skriver i sin bog Arbejdets Land, at forældre med stolthed skal hente deres børn sekunder før lukketid.

Det har derfor sendt chokbølger gennem regeringen, at overvågningsbilleder beviser, at han gentagne gange i December har afhentet sine børn flere timer før lukketid. Og det endda med oprejst pande.

Skjult aflytning har desuden afsløret, at han har holdt ferie med familien mellem jul og nytår i stedet for at tjene Danmark.

Børnenes statsminister Mette Frederiksen holdt i dag pressemøde hvor hun redegjorde for Kaare Dybvads fængsling.

Han har gjort sig skyldig i den mest afskyelige af alle forbrydelser, hykleri. Den slags opførsel er mit eksklusive privilegie! Det kan godt være at Kaare påstår at han lever i arbejdets land, men han er ikke arbejdets mand! Gennem sine handlinger har han udvist en nederdrægtig foragt for den hellige danske velfærdsmodel.

På spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er lovligt at frihedsberøve Kaare Dybvad svarede statsministeren uventet ærligt.

Hahahahaaa. Lovligt, flovligt. Det er aldeles konsekvensløst at varetægtsfængsle embedsfolk for opdigtede anklager, så hvorfor ikke også ministre?

Mette Frederiksen afsluttede mødet med at advare borgere der følger Kaare Dybvads eksempel.

Hvert eneste barn der hentes før tid er endnu et søm i kisten med vores velfærdssystem. En kiste der allerede nu består af mere metal end træ. Det leder uundgåeligt mod den danske stats totale kollaps og så er det FARVELFÆRD!

Mette Frederiksen forlod rødglødende mødet og trådte på vejen ud ad døren på en hundehvalp.