Lørdag 22. Marts 2025

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

3 aktiviteter hvor det er socialt acceptabelt at sidde begravet i sin mobil

Foto: Pexels/Porapak Apichodilok
Af
Bo Thomsen
Søndag, 30. April 2023

Spekulerer du ofte over hvornår du kan tillade dig at hoppe over i dit mobile happyplace?

Vi har lavet en top 3 over aktiviteter, hvor du sagtens kan tillade dig at gå online og være fuldstændig fraværende.

1. Din bedste vens bryllup

Lad os bare være ærlige, brylluper er for det meste drønkedelige. Når I er færdige med at mumle i kor og kaste med utilberedte fødevarer i kirken skal der festes. Bortset fra, at det hele drukner i støvede ritualer og alenlange taler ingen gider at høre. Hvorfor skulle du gå glip af de fede tilbud Candy Crush kører med lige nu, bare for det? Frem med mobilos! Og mellem os; hun er en vansiret heks og de bliver helt sikkert skilt inden der er gået 6 måneder. Til næste bryllup skal du nok være nærværende og drikke dig i hegnet, hvis hun altså er lækker.

2. Oldefars begravelse

Meget få ting i livet bliver mindre akavede af at foregå i en Dansk folkekirke og begravelser er ingen undtagelse. Stemningen er sjældent særlig fornøjelig og ofte sidder de andre deltagere og snøfter og græder uden hæmninger. Det er sjæl-destruerende følelsesporno og selv ikke udsigten til den nærmest mytiske gravøl kan give dig et smil på læben. Hvis dagen skal reddes må du agere hurtigt. Så frem med glasbiblen og hurtigt ind på TikTok og se sjove videoer. Det kan godt være, at præsten kigger anklagende på dig under prædikenen, mens du sidder og sprutter og fniser over hende pigen der er chokerende ringe til at parallelparkere, men i det mindste har du det sjovt. Og det var helt sikkert sådan oldefar ville have sagt, at det skulle være ved hans begravelse, hvis han havde kunnet tale efter blodproppen.

3. Mens du cykler

Transport fra punkt A til punkt B har aldrig været spændende, og det bliver ikke bedre af at være cyklist. Ikke nok med at alle andre trafikanter afskyer dig og i hemmelighed håber, at du bliver det næste offer i en højresvingsulykke. Du forventes også, at overholde et barnagtigt sæt regler kaldet færdselsloven, som om du ikke kan finde ud af at færdes sikkert i trafikken! Det er overformynderi af værste skuffe. F..k dem alle sammen og frem med skærmen. Du kan sagtens køre uden hænder gennem København, mens du ser Friends. Og hvad så hvis de dytter og råber? Af med den tåbelige hjelm og på med hørebøfferne og solbrillerne. I'm in the zone baby!