Lørdag 22. Marts 2025

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

Præsident Putin køber 1000 meter langt bord

Foto: Wikimedia Commons/Bernard Gagnon
Af
Bo Thomsen
Fredag, 18. Februar 2022

Ruslands leder kan ikke komme langt nok væk fra andre mennesker.

Derfor har han udskiftet det berømte hvide bord med et, der er endnu længere.

Det nye bord er præcis én kilometer langt. Bordets længde har nødvendiggjort, at mødelokalets endevæg er revet ned, samt at der er lavet hul i muren ind til Kreml.

Når Putin skal holde møde, vil hans modpart i fremtiden sidde ved bordenden i en forladt lagerhal lidt udenfor Moskva.

PostulatPosten har talt med lektor ved Syddansk Universitet Lars Lhangbord og spurgt ham, om bordet kan give udfordringer for Putin.

Det vil blive interessant at se, hvordan fremtidige møder vil foregå. Længden på bordet betyder, at både Putin og hans gæst skal råbe ganske højt for at høre hinanden. Derudover vil det også være en udfordring at få øje på hinanden, og der vil tillige være en forsinkelse i lyden på ca. 2,9 sekunder. Det kan måske resultere i, at man indledende råber i munden på hinanden, men vil formentlig ganske hurtigt føre til lange pauser, hvor man venter på, at modparten råber, forklarer Lars Lhangbord.

Lars Lhangbord er ikke overbevist om, at bordet vil bidrage positivt til verdensfreden, men han er ikke overrasket over Putins disposition.

Putin er kendt for sit ønske om at fremstå som en muskuløs og maskulin verdensleder, og bordet vil tjene dette formål aldeles fornemt. Du kan sige, hvad du vil om Putin, men så forgifter han dig også, slutter Lars Lhangbord.

PostulatPosten har siden denne artikel blev udgivet ikke kunnet komme i kontakt med Lars Lhangbord.