Mordet i Finderup lade opklaret
Efterforskningsleder hos Politiets særlige efterforskningenhed for uopklarede kongemord Carsten Kræ har opklaret hvem den skyldige er.
Mordet på Kong Erik Klipping skete den 22. November 1286 i Finderup lade. I 1287 blev adelsmændene på Danehoffet i Nyborg dømt for at stå bag mordet, men det kan nu endeligt afkræftes.
Sagen har i et par år ligget uopklaret hen på grund af nedskæringer i Politiet, der trådte i kraft den 23. November 1286.
Sidste år havde Politiet dog ikke meget at give sig til og derfor oprettede man en specialenhed, med det formål at efterforske uopklarede kongemord.
Vores første og indtil videre største sag er mordet på Erik Klipping. Den har altid ligget og luret, og jeg er enormt stolt over at kunne sige, at sagen er opklaret, siger Cartsen Kræ.
At enheden allerede nu har opklaret sagen skyldes en nyere efterforskningsteknik kaldet 'binging'. Efterforskningsteknikken er flittigt brugt, men har aldrig tidligere ført til andet end hyggelige aftenstunder på stationen.
Vi har set rigtig mange krimiserier på DR. Eksempelvis har vi set Barnaby, Poirot og Den Store Bagedyst. Jeg har faktisk også bagt en kage, forklarer en synligt stolt Cartsen Kræ.
Mens Carsten Kræ bagte kagen, som var en brunsviger med creme, fik han en åbenbaring og hele sagen stod lysende klart for ham.
Han skyndte sig derfor, at kigge dramatisk ind i et spejl og starte sin 'klarsyn' playliste på Spotify.
Herefter skyndte han sig ned i kaffestuen til de andre opdagere, satte Father Brown på pause og vækkede de sovende kollegaer.
Da jeg afslører at det naturligvis var butleren der havde gjort det, så slog de sig allesammen i panden. Det virker næsten dumt at ingen har tænkt på det før, rabler Carsten Kræ.