Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Herlev kirke afrunder travlt år med gigantisk fyrværkeri- og droneshow

Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Mandag, 29. December 2025

Sognepræst Gert Ghejstligh lover en fejring der overgår markeringerne i London, New York og Paris, tilsammen

Kirketårnet er overlæsset med skyts i alle former og farver. Traditionen tro tænder præsten lunten omkring midnat, hvis der ikke går altervin i den igen i år.

På kirkens hjemmeside anbefales tilskuere, på grund af den enorme mængde krudt, at nyde knalderiet i respektfuld sikkerhedsafstand, fra taget af Ballerupcentret.

Efterfølgende vil Herlev Musical og Teaters herrekor, akkompagneret af det lokale Sækkepibelaug, afholde nytårs-droneshow.

Nytårsshowet sætter et eksplosivt punktum for et begivenhedsrigt år i kirken.

I foråret afholdt man et foredrag om Moses med rockbandet Pagtens Korridorer. Formidlingsformen var dog ikke lige populær hos alle og delte vandene blandt de fremmødte.

Det grønne område bag Hjulmandens hus skiftede navn og vil fremover kendes som 'Agtens Park' til ære for alle de mennesker vi ser op til.

Kirkegårdens toilet blev kåret som Danmarks reneste. Juryen bemærkede især den håndtegnede plakat af Jesus, der sidder ned og tisser. Den bidrager væsentligt til det rene gulv, da især mænd inspireres til ikke at gøre det stående.

Årets julemarked foran kirken var en skuffende affære. Det startede ellers fint, men blev hurtigt afbrudt af en brovtende herre med hipsterskæg, sandaler og et spanskklingende navn, der smed sælgerne på kirkeporten, fordi deres varer ifølge ham var 'for dyre'.

Menigheden udebliver fortsat fra gudstjenesterne, hvilket i følge sognepræsten skyldes, at de 10 bud er utidssvarende. Derfor bør de opdateres, for som han siger, så er de jo ikke skrevet i sten.

Slutteligt er der snart ikke plads til flere gravsteder på kirkegården. Det er fordi Herlevitter gennem generationer har begravet deres kærre, ofte med trækdyr, hvilket har resulteret i enorme gravsteder. På en af stenene står der 'Hvil i fred min kære kærre, æsel 1 og æsel 2. Ej blot til mine lyster'

PostulatPosten takker sin læser for i år og ønsker alle et rigtig godt nytår. Vi håber at vi læses ved i 2026, året hvor Letbanen (formentlig) åbner.