Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Herlev får sine egen valuta - sig goddag til Gyldaleren

Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Fredag, 29. Marts 2024

Det går forrygende i byen der passer på sig selv

Herlev er uomtvisteligt i starten af en decideret guldalder, og overalt ses tydelige tegn på vækst, velstand og velfærd.

Byfornyelsen ruller over Herlev, og lyden af de mange maskiner er som en symfoni der komponerer de fysiske rammer for en fabelagtig fremtid. En fremtid hvor borgerne stortrives med stilfuld arkitektur, intime gårdmiljøer og en overflod af grønne områder, små lokale specialbutikker og spisesteder i Michelin-klassen.

Letbanebyggeriet er for alvor kommet på skinner, og trafikken glider igen gnidningsfrit igennem kommunen, med tilnavnet 'De to tårne'. Tilbage er kun forventningens glæde, og de massive indtægter fra de mange anlægsturister, der hvert år besøger kommunen for at beskue tilblivelsen af dette mageløse prestigeprojekt.

Detailhandlen har kronede dage takket være byens mange storslåede centre, der virker som magneter på købelystne Herlevitter der hellere end gerne spenderer hele dage sammen med deres familier, i de mange hippe caféer og fashionable forretninger.

For at fejre denne storhedstid indføres en eksklusiv valuta hvor Gyldaleren er møntfoden. Hver mønt er fremstillet af det pureste guld og tilvirket i hånden. Borgmester Thomas Gyldal Petersen pryder den pæne side af mønten.

Gyldaleren kan hamstres i Spar Nord filialen fra i dag og kursen følger den danske krone. Den er gyldig som betalingsmiddel i hele Herlev, det meste af Vanløse samt på særligt udvalgte skisportssteder i Østrig.