Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Herlev får nyt byvåben med en mark, en ko, en dam og en gård

Af
Bo Thomsen
Fredag, 20. Juni 2025

Byvåbnet afspejler borgmesterens fokus på natur og grønne områder

PostulatPosten har mødt borgmester Marco Damgaard til en snak om det nye byvåben.

"Jeg har personligt valgt fire forskellige tegninger, der i forening formidler min vision for Herlev", fortæller borgmesteren.

Øverst til venstre finder vi en mark. Det er borgmesterens plan, at en stor del af kommunen skal udlægges til jordbrug, og her har man et særligt øje på erhvervskvarteret der, på grund af en særdeles fornuftig jordbundskvalitet, vil være ideel til landbrug.

Koen i øverste højre hjørne repræsenterer Herlevs historiske tradition for dyrehold som f.eks. Argentinsk kødkvæg, jerseykøer og malkegrise, en tradition som flere partier i kommunalbestyrtelsen vil have genoplivet.

Branddammen ved Hjulmandens hus er afbilledet nederst til venstre, en dam der i århundreder har fungeret som det sociale omdrejningspunkt for både byens borgere og byens ænder.

Til sidst finder vi den klassiske danske bondegård, som i århundrede udgjorde Herlevs bankende hjerte før fremskridtet, drønede hen over dem. Hvis Marco Damgaard får sin vilje, vil Herlev snart rumme flere gårde end Frilandsmuseet.

At kun halvdelen af byvåbnet er grønt, illustrerer den dualitet, der er i Herlev. Mod nord ligger vildmarken med krystalklare søer, dybe skove og fritsvømmende gedder, i skarp kontrast til den sydlige del af kommunen, hvor bymiljøet er præget af betonbyggerier med meget få skønne områder.

Borgmesteren lover, at hvis han bliver genvalgt til kommunalvalget i november vil hele byvåbnet være grønt inden der er gået 2 år.

Afslutningsvist bemærker PostulatPostens reporter henkastet, at de fire billeder tilsammen udgør borgmesterens navn.

"Hvad siger du? Gud, du har ret! Jamen, det var da ærlig talt pudsigt, det havde jeg slet ikke set", smiler borgmesteren.