Fredag 6. December 2024

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

Gravide får nu tilbudt at låne et barn en uge for at se, om forældrerollen er noget for dem

Foto: MART PRODUCTION from Pexels
Af
Bo Thomsen
Mandag, 17. Januar 2022

De danske hospitaler vil med tilbuddet højne livskvaliteten hos kommende forældre

Ordningen er kommet i stand, efter at den globale World Happiness Report har afsløret, at livskvaliteten i sjældne tilfælde kan påvirkes negativt af at have yngel.

Helt konkret får gravide kvinder og deres eventuelle partnere tilbudt at låne et barn i uge 5 af graviditeten.

Udlånsbørnene stilles gratis og frivilligt til rådighed af andre forældre, der gerne vil bidrage til samfundet og bringe det massive offer at leve med en uges fred og ro.

Hvis man ønsker at gøre brug af tilbuddet, skal man dog være i besiddelse af et lånerkort til det lokale bibliotek, da administrationen af ordningen er for kompleks til Sundhedsplatformen. I langt de fleste tilfælde vil det ikke være et problem, hvis det lånte barn afleveres for sent.

Udlånsbørnenes alder varierer, men ligger typisk et sted mellem 5 uger og 25 år.

På Herlev Hospital har man mærket en markant interesse i ordningen fra forældre, der allerede har afkom.

Jeg vil karakterisere tilslutningen som enorm. Vi svømmer i henvendelser fra forældre, der i de fleste tilfælde vil betale os store summer, hvis blot vi vil tage deres barn i en uge, siger den ledende sygeplejerske på Herlev Hospital Anne Hanne.

Når barnet tilbageleveres, får den, eller de, kommende forældre en times betænkningstid, hvorefter de kan beslutte sig for, om de vil fortsætte graviditeten eller stoppe, inden legen bliver god.

PostulatPosten erfarer, at blandt de gravide, der benytter sig af ordningen, vælger 85% at stoppe graviditeten efter en betænkningstid på under 2 sekunder.