Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Danmarks uheldigste håndværker forsinker renovation af køkken

Foto: JESHOOTS.com from Pexels
Af
Bo Thomsen
Mandag, 16. August 2021

Tømrer Finn Lie Gladh blev hyret til at renovere køkkenet hos en familie i Hellerup, men efter et år er arbejdet endnu ikke påbegyndt.

Ejeren af køkkenet, Preben Duhm, er naturligvis ærgelig over at renovationen ikke er startet, men han har medlidenhed med Finn Lie Gladh, der er forfulgt af ulykker.

Vi havde oprindeligt aftalt, at mødes og gennemgå planen, men så fik han en slem omgang skørbug og mødte derfor forståeligt ikke op, fortæller Preben Duhm.

Den efterfølgende aftale udeblev tømreren også fra fordi hans kat havde spist en mus den ikke kunne tåle og skulle til udpumpning.

Jeg synes simpelthen det er så synd for ham. Tænk, at først røg hans kat til udpumpning, og ugen efter døde den. Selvfølgelig kom han ikke til vi vores tredje aftale, fordi han planlagde begravelsen, udtaler ejeren.

Tømreren var så mærket af sorgen at han glemte den fjerde aftale, hvilket Preben Duhm til fulde respekterer.

Jeg mistede mit marsvin da jeg var 5 år gammel, og det kom jeg mig først over sidste forår. Så jeg forstår ham fuldt ud, siger ejeren.

Den femte aftale mødte Finn Lie Gladh heller ikke op til, fordi hans grandfaster fra Rønne sad i karantæne på Maldiverne, og han derfor måtte passe hendes gård.

Og herefter begyndte ulykkerne at vælte ned over tømreren, hvorfor han ikke er mødt op til et eneste af de efterfølgende aftaler.

Først blev hans varebil blev smadret af et næsehorn, hvorefter kommunen gravede fortovet op foran hans ejendom, så han i to uger ikke kunne forlade sit hjem. Efterfølgende blev han ramt i bugspytkirtlen af dele fra en nedstyrtet helikopter.

Her et år efter at projektet skulle have været sat i gang er Finn Lie Gladh ikke i stand til at arbejde, da han har brækket begge hænder da han sænkede sin mors kiste i jorden, efter at hun omkom i et ulveangreb.

Preben Duhm har gennem hele forløbet betalt tømreren timepris for hans udeblivelser. Han udtrykker alene glæde over, at kunne hjælpe den hårdt pressede håndværker gennem denne ekstraordinært svære periode.

Finn Lie Gladh har ikke kunnet stille op til interview, da han det sidste år har været på ferie i Thailand.