Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Vladimir Putin taber stort - i den store russiske bagedyst

Foto: PostulatPosten/DALL·E 2
Af
Bo Thomsen
Onsdag, 12. Oktober 2022

Dommerne lagde i deres afgørelse vægt på manglende forberedelse, dårlig udførelse og altødelæggende korruption

Det startede ellers rigtig godt for Putin, der i den indledende runde slog et stort brød op og kom langt foran konkurrenterne.

Dommerne var især skræmte over Putins brug af højteknologiske køkkenredskaber samt hastigheden og den styrke, hvormed han påtvang bagværket sin vilje.

Men allerede i anden runde begyndte der er opstå problemer for Putin. Han løb ret hurtigt tør for basale ingredienser, og det meste af hans hightech isenkram blev enten ødelagt eller stjålet af de andre deltagere. De få maskiner, han havde tilbage, gik hurtigt i stykker på grund af manglende vedligehold.

Putin undgik dog at blive sendt tidligt hjem. Det gjorde han ved at bombardere konkurrenterne med diverse gammelt ragelse, som han fandt i onkel Stalins rodekasse i bunkeren under Kreml.

I finalen måtte han dog se sig slået af den undertippede Zelenskyj, der ved kløgtig brug af sin stædighed og snilde og med en massiv opbakning fra venner og bekendte vendte et truende nederlag til en overbevisende sejr.

Ydmygelsen kommer i kølvandet på en sløj uge for Putin. Først skød han ved et uheld sin hest under et fotoshoot i Sibirien. Dernæst forstuvede han sin ankel, da han kom til at skubbe en systemkritiker ud fra 6. sal. Og så omtalte hans nære allierede og spirituelle åndsfælle Donald Trump ham i den forgange uge ikke én eneste gang i pressen.

Putins "venner" har efterfølgende været rundhåndede med deres kritik af hans indsats, og de er begyndt offentligt at sætte spørgsmålstegn ved Putins valg af alt fra køkkenredskaber til bagetemperaturer.