Pålideligt Usande Nyheder

Tirsdag 20. Januar 2026

Overdækkede cykelstier, mere solskin og negativ kommuneskat - Nyt parti står stærkt i meningsmålingerne

Ifølge meningsmålingerne vil mere end 87,5% af Herlevs borgere gerne se denne mand iføre sig borgmesterkæden efter kommunalvalget. Flere af de adspurgte peger på valgplakaten som hovedårsagen til at de vil stemme på partiet. Kandidaten fremstår på ingen måde som en magtsyg galning. Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Fredag, 7. November 2025

PostulatPartiet har sammensat et ambitiøst program, der har rystet de etablerede politiske kadrer i byrådet

Partiet er på stemmesedlen for første gang nogensinde. Formand, talsmand, kasserer, handymand, og i øvrigt eneste medlem, fortæller at man ønsker at ramme alle vælgergrupper, unge og gamle, bilister og cyklister, ejere og lejere.

Vi bringer her at uddrag af partiets program:

  • Loft på 4 elever per klasse i folkeskolen
  • Overdækkede cykelstier og fortove i hele kommunen
  • Femdobling af lønnen for folkeskolelærere, personale på Herlev sygehus og kasseassistenter i Netto
  • Ulvehegn langs kommunegrænsen
  • Permanente fartkameraer ved skoler og institutioner
  • Mere solskin i beboelseskvarterne
  • Flere parkeringspladser i bymidten
  • Udvidelse af letbanen til at dække hele byen
  • Nedrivning af nyere betonboligblokke og gennemopførelse i nationalromantisk stil
  • Færre parkeringspladser i bymidten
  • Flere kunder i butikkerne
  • Solceller på taget af alle kommunale bygninger
  • Oprettelse af en gratis frugtordning for alle borgere kaldet "Letbananen"
  • Nedlæggelse af Ringvejskrydset og efterfølgende anlægning af en folkepark omkring Rådhustårnet
  • Åbning af 7 kommunalt-ejede natklubber
  • Mindre regn i kommunen
  • Bedre hygiejne på offentligt tilgængelige toiletter
  • Ny støjsvag asfalt på veje i kommunen
  • Lukning af 7 kommunalt-ejede natklubber
  • Grænsekontrol ved indfaldsveje fra Ballerup
  • Indføring af negativ kommuneskat således at kommunen betaler borgerne for at bo i byen

Flere af de 'gamle' partier har skoset PostulatPartiet og kaldt planen useriøs og ren fiktion. Kritikken går blandt andet på at flere valgløfter modsiger hinanden.

PostulatPosten har fremlagt kritikken for partiformand Bo Thomsen.

Vi har nogle helt klare politiske prioriteter, og hvis du ikke kan lide dem, så har vi nogle andre, udtaler formanden.

Der er desuden peget på, at det ikke fremgår i partiets valgprogram, hvor pengene til alt halløjet, kommer fra.

Det hele bliver finansieret af private donationer, naturligvis! Hvis Trump kan indsamle 300 millioner dollars til en balsal, hvorfor skulle vi så ikke også kunne opstøve sølle 4 milliarder til at skabe Utopia i Herlev? Siger formanden.

Borgmesterkandidaten har afslutningsvis en opfordring til Herlevs borgere.

Vores partiprogram taget i betragtning er alle vel enige om at sætte kryds i Liste P, ik? Slutter Hr. Thomsen