Fredag 6. December 2024

PostulatPosten

Pålideligt Usande Nyheder

Pålideligt Usande Nyheder

Bilister der holder midterbanen på motorvejen er ifølge Politiet klart de bedste

Foto: News Øresund – Johan Wessman
Af
Bo Thomsen
Tirsdag, 3. August 2021

Færdselspolitiet har offentligjort en undersøgelse der fastslår, at de dygtigste bilister er dem der bliver i midterbanen på motorvejen.

Ifølge undersøgelsen udgører disse bilister, sammen med førerne af hvide varebiler, den absolutte elite på de danske motorveje. Man vil derfor fra politiets side henstille køreskolerne til, at kultivere denne adfærd hos eleverne.

Midterbane bilisterne er motorvejenes svar på Campingpladsens fastliggere. Du ved altid hvor du kan finde dem, de flytter sig aldrig og de laver sjældent meget postyr, siger chef for Færdselspolitiet i København Peter B. Tjent.

Færdselspolitiet har erfaret, at midterbane bilisterne, i daglig tale kaldet blilisterne, stort set aldrig er direkte impliceret i færdselsuheld, men derimod ofte er vidner. Ifølge undersøgelsen skyldes dette formentlig, at blilisterne holder en fornuftig afstand til forankørende, samt at blilisternes fart stort set aldrig overskrider 80 km/t.

I Danmark er blilisterne repræsenteret af interesseorganisationen Forenede Danske Søndags Bilister eller FDSB.

PostulatPostens reporter kørte en tur på Køgebugtmotorvejen med formanden for FDSB, Preben Thopløs, for at opleve hvordan det føles, at køre 80 km/t i midterbanen.

Vores medlemmer bliver behandlet med stor respekt af andre bilister. De fleste medtrafikanter er taknemmelige for de mange vognbaneskift, og hårde opbremsninger vores medlemmers kørestil faciliterer. Jeg har personligt aldrig været udsat for at få en såkaldt fuck-finger. Eller, måske et par gange. Ihvertfald højest 10 gange, i timen, siger Preben Thopløs, mens han elegant placerer sin bil i overhalingsbanen 4 kilometer før han når den campingvogn han vil overhale.

Undersøgelsen har resulteret i, at Trafikministeriet omgående har indstillet alle vejarbejder, hvor der er tale om udvidelse af antallet af vejbaner.